Partnerskab

Cafe Finns Paraply har sammen med Esbjerg Kommune indgået partnerskab.
 
Pressemeddelelse fra Kfum´s sociale arbejde:
Hvordan giver vi brugerne af Esbjergs sociale caféer det bedste tilbud? Det satte Esbjerg Kommunes Kraftcenter og KFUM’s Sociale Arbejde sig for at undersøge. Og i stedet for at gøre noget hver for sig, hvorfor så ikke tage det bedste fra to verdener og se, om det kan gøres endnu bedre? Fællesskabstanken lød aldeles tiltalende, og derfor slår de to aktører nu pjalterne sammen i et nyt fælles tilbud.
Esbjerg Kommunes Kraftcenter og KFUM’s Sociale Arbejde har indgået en aftale om at fusionere den kommunalt drevne Café Finn og KFUM’s Sociale Arbejdes Café Paraplyen fra 1. februar 2017. Den nye café kommer til at hedde Café Finns Paraply og vil få adresse i Café Finns eksisterende lokaler i Finsensgade 11 i Esbjerg.
 
- Vi er meget glade for denne partnerskabsaftale, som gør det muligt at tilbyde endnu bedre hjælp og støtte til mennesker i udsatte livssituationer, siger Marianne Larsen, nuværende leder af Café Paraplyen og fremtidig leder af den nye café. Det, at en kommune og en privat aktør arbejder sammen om at drive social café, er helt unikt, og den nye café bliver da også den første af sin slags i Danmark.
 
- Jeg kan rigtig godt lide tanken om at løfte i flok og understøtte hinandens tilbud, og derfor ser jeg også meget frem til dette samarbejde om et fælles cafétilbud. Der ligger et stort potentiale i, at offentlige og private hjælper hinanden, og det giver os endnu større forudsætninger for at sikre fremtiden for de sociale café-tilbud, fortæller Hanne Bøjlund Andersen, leder af Kraftcenter Esbjerg, Ribe, Bramming i Esbjerg Kommune.