Cafe Finns Paraply er en del af landsorganisationen KFUM's Sociale Arbejde for socialt udsatte.
KFUM’s Sociale Arbejde er en NGO, som arbejder på folkekirkelig grund med afsæt i et kristent menneskesyn. Her mødes mennesker i øjenhøjde og det enkelte menneske betragtes som ubetinget værdifuldt.
Det er med det værdisæt at vi tilbyder et værested, her i Esbjerg midtby.

På Cafe Finns Paraply har vi plads til alle og alle er velkomne. Vi bestræber os for at møde alle, der kommer hos os, med respekt, tillid og omsorg og alle er vitterligt velkomne.

Der er ofte mange besøgende i løbet af dagen, men det er også muligt at møde de samme mennesker dag ud og dag ind. Vi mener at det samme klientel af gæster er med til at skabe et hjemligt og trygt miljø for alle.

Kort sagt, vi er et værested. Her kan du være, bare for at være her - om det er i 10 minutter eller 4 timer. Så længe vi har plads er du altid velkommen.


Maden

Til dagligt kan der købes varm mad, håndmadder og lækre retter til fordelagtige priser. Der kan købes kaffe, the og hjemmebagt kage. For de som kommer ofte, kan der købes kaffekort så der kan drikkes så meget kaffe som man lyster.

Hver dag serveres der dagens ret som varierer fra dag til dag, altid skabt med kærlighed af vores køkkenpersonale. Det selvsamme personale laver også håndmadder, kage og andre lækkerier til lave og fornuftige priser. Der kan også købes et klippekort med 10 måltider på, så behøver du ikke altid at have penge med eller have råd sidst på måneden.


Frivillige og medarbejdere

Til at klargøre varerne til videresalg, til at ekspedere i butikkerne, lave udstillinger, passe Caféen, køkken og udenomsarealer har vi en del frivillige medarbejdere samt medarbejdere med forskellige jobaftaler fra kommunen.

Ryge & Drikke

På Caféen serveres der ikke alkohol og der må derfor ikke nydes alkohol på matriklen. Huset er ejet af kommunen så rygning er forbudt på området. Skal du have en smøg, henviser vi til have huset nede på græsplænen bag bygningen.